Er dit forhold sundt, usundt eller præget af psykisk vold?


Det kan ske for alle. At møde en partner, som ender med at udøve psykisk vold over dig. Hvordan ved du om dit forhold er sundt, usundt eller ender med at blive et forhold med psykisk vold? I denne artikel kan du læse om, hvad der sker, når to mennesker møder hinanden. Hvordan du kan se - og ikke mindst mærke - forskellen på de tre slags forhold. Hvad du skal være opmærksom på – og hvad du skal gøre, hvis det viser sig at være et psykisk voldeligt forhold.

 

Når man møder hinanden kan der, lidt forenklet sagt, ske to ting: Man møder et menneske som man får flere og flere følelser, og på et tidspunkt har man sex. Eller man møder et menneske, som man bliver tiltrukket af og man har sex – og så kommer der følelser for hinanden bagefter.

I starten er det (næsten) umuligt at vide, om din nye partner er én der vil udøve psykisk vold mod dig. Og så alligevel ikke. Det kan du læse mere om i artiklen Alarmklokker

 

Et sundt parforhold:

Limen, der binder jeres forhold sammen, er, at I oplever at have tillid til hinanden og med tiden opnår fortrolighed, så det er muligt at fortælle din partner om de inderste følelser og tanker. Det sker i et sundt forhold.

Her har I:

  • gensidig respekt
  • støtter hinanden
  • stoler på hinanden
  • tør være ærlige over for hinanden
  • har accept af, at I begge har et selvstændigt liv
  • mere glæde end sorg i forholdet i det hele taget


I et usundt forhold:

Her er der også mange følelser og masser af sex, måske vildere end du før har oplevet. Men!!!

  • Du kan ikke være dig selv
  • Du bliver ignoreret
  • Du er nervøs for din partners vrede eller reaktioner
  • Din partner bestemmer og styrer meget
  • Din partner får dig til at have det dårligt med dig selv
  • Din partner støtter dig ikke
  • Der er mange konflikter

 

Det usunde forhold kan måske udvikle sig til noget sundt, hvis I begge er indstillede på det – OG ARBEJDER MED DET!


I det (psykiske) voldelige forhold: 

Hvis I ikke arbejder på at ændre jeres usunde forhold,  vil det meget hurtigt udvikle sig til et psykisk – og måske også fysisk - voldeligt forhold. I det usunde forhold ser og mærker du ALARMKLOKKER – og dem må du ikke overhøre eller ignorere. Det er en typisk fejl begået af alle os, der ender med at være i et psykisk voldeligt forhold. 


Det er vigtigt ikke at blive i forholdet, hvis din partner

1: lover at det bliver bedre, men ikke gør noget ved det (varm luft) eller

2: mener, at det er DIG, der skal arbejde med dig selv.

 

Det, du ellers hurtigt vil opleve i dit forhold, er psykisk vold.

 

Med kriminaliseringen af psykisk vold er der kommet et meget større fokus på den psykiske vold, og der er de seneste fem år blevet taget mere og mere alvorligt. Ikke alt psykisk vold er strafbart. Det afhænger af graden – altså hvor voldsomt og ødelæggende det har været for dig.

 

Her på min side vil jeg gerne være med til at gøre psykisk vold mere synlig – hvad er det for noget? Den socialfaglige definition kan give en bredere forståelse af psykisk vold end den strafferetlige definition.

En fælles socialfaglig definition og forståelse af psykisk vold skal skabe et fælles udgangspunkt blandt de fagprofessionelle, der skal spotte volden og forebygge, at den udvikler sig.

 

Psykisk vold i nære relationer er gentagne handlinger, som nedgør, ydmyger, krænker, manipulerer, truer eller isolerer. Handlingerne kan ske i affekt eller være planlagte og have til formål at kontrollere eller begrænse den voldsudsattes livsudfoldelse.

 

Psykisk vold kommer til udtryk med forskellige alvorsgrader.

  1. Den alvorligste form for psykisk vold er den strafbare psykiske vold.
  2. Den ikke-strafbare psykiske vold. Denne vold ligger i et felt mellem den strafbare psykiske vold og ”usunde relationer”.
  3. Usunde relationer: De usunde relationer er kendetegnet ved bl.a. konfliktfyldte og affektbaserede kommunikationsmønstre. I tilfælde, hvor disse usunde relationer ændrer sig, mønstrene eskalerer og fx egner sig til at volde skade, er der tale om psykisk vold.


Grænsen mellem den strafbare og ikke-strafbare psykiske vold handler særligt om voldens karakter og intensitet. Den psykiske vold er på den måde en flydende rækkefølge af alvorlighedsgrader, hvor ikke blot handlinger, men også kontekst og tid er afgørende faktorer for, hvor grænserne mellem den strafbare og ikke-strafbare psykiske vold går.

Grænserne mellem de tre kan være svære at definere.

Den psykiske vold kommer til udtryk ved forskellige aktive og passive adfærds- og handlemønstre, hvor den sammenhæng, som de indgår i, er vigtig for at afgøre, om der er tale om psykisk vold.

Vigtigt at vide: Psykisk vold kan være konstant til stede eller forekomme periodevis. Psykisk vold optræder således i relationer, der på nogle tidspunkter er gode, og hvor den psykiske vold foregår sideløbende med positive aspekter i relationen.

 

Det er ikke uden grund at en psykisk voldelig relation kaldes toxic relation. Det er giftligt – og man bliver afhængig af giften. Det kan man ikke se i starten eller de første år. Måske først, når man er på vej ud – eller er ude. Det er som om dine linser i øjnene er skiftet ud, så du ser med din partners blik, og hører med hans/hendes ører.


Derfor er det vigtigt at lytte til, hvad venner siger. Se og mærke efter hvordan familien agerer ift. Din partner. Det er ikke fordi de ikke kan lide dig eller din dømmekraft under normale omstændigheder! Men når vi møder en giftig partner forandrer vi os. Bliver ugenkendelige. Fremmede.

Det er svært at være ven eller familiemedlem til en voldsudsat. Og de kommer hurtigt til at trække sig selv om man mere end nogensinde før har brug for at blive holdt fast i sine ”gamle” relationer. Og som voldsudsat trækker vi os også fra vores nærmeste, fordi det er skamfuldt og svært at se dem i øjnene.


Derfor!

Mind dig selv om, hvad en SUND relation inderholder; som skrevet indledningsvist - at have tillid til hinanden og med tiden opnår fortrolighed.


Tjek om I har:

  • gensidig respekt
  • om I støtter hinanden
  • stoler på hinanden
  • tør være ærlige over for hinanden
  • har accept af, at I begge har et selvstændigt liv

og har mere glæde end sorg og konflikter 

Er dit forhold sundt, usundt eller voldeligt forhold_et sundt forhold_et usundt forhold_psykisk voldelig forhold_terapi

Kontakt mig, hvis du har brug for hjælp og støtte

Du kan kontakte mig via mail, telefon og SMS. Du er også velkommen til at skrive til mig via Facebook og Instagram. Det er aldrig for sent at bede om støtte til at håndtere et usundt eller psykisk voldeligt forhold. Via linket nedenfor kan du se de muligheder, der er for at kontakte mig.